I finansiel sprogbrug er det ECB’s beslutning i 2009 om at støtte medlemslandenes statsobligationer, der ikke kan sælges. – Artikel 123 i TEUF og artikel 21 i “Protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank”, der er knyttet som bilag til TEF, forbyder udtrykkeligt ECB at finansiere medlemsstaternes budgetter. Dette forbud blev imidlertid omgået ved, at gældsinstrumenter fra usikre ØMU-medlemsstater ikke blev overtaget direkte af ECB. I stedet købte ECB værdipapirerne på det sekundære marked. Men ved at opkøbe offentlige gældsinstrumenter fra medlemsstater, der i årevis har handlet ukritisk imod stabilitets- og vækstpagten, såsom Grækenland, Irland, Portugal, Cypern, Italien og Spanien, bidrog centralbanken indirekte til at finansiere disse landes offentlige underskud. Desuden flyttede denne foranstaltning risikoen for misligholdelse for ejerne af statsobligationerne fra disse lande – hovedsagelig banker, forsikringsselskaber og fonde – til skatteyderne. Ved udgangen af 2010 havde ECB allerede mere end 67 mia. euro i statsobligationer fra Grækenland, Irland og Portugal i sin portefølje. I 2011 købte ECB igen spanske og italienske værdipapirer under pres fra sydfronten. – ECB’s foranstaltning havde i øvrigt næppe nogen effekt på kursudviklingen på disse statsobligationer, fordi ECB ikke på denne måde kan styrke investorernes manglende tillid til disse staters økonomiske resultater. – ECB begrundede selv sin foranstaltning med, at pengepolitikkens transmissionsmekanisme var blevet forstyrret: der var opstået “dysfunktion” (manglende evne til at opfylde et justerbart formål) på nogle områder af det finansielle marked. Denne forklaring blev af alle anset for at være et påskud, især da det blev kendt, at der tilsyneladende var usædvanligt voldsomme stridigheder i ECB om købet af junk-papirerne. ECB’s primære mål er trods alt at sikre stabile priser i valutaområdet og ikke at redde nødlidende stater fra økonomisk ruin. Desuden viste det sig, at interventionerne havde ringe effekt: Rentesatserne for krisestaterne faldt kun i nogle få dage for derefter at stige hurtigt igen. Det skyldes, at markedsdeltagerne ikke ser sådanne foranstaltninger som en kur mod årsagerne til den manglende tillid til disse statsobligationer. I stedet ændrede opkøbene ECB’s risikoprofil: ØMU-medlemsstaterne kunne blive tvunget til at stå til ansvar for ECB’s gæld fra obligationsopkøbene. – En anden ugunstig faktor var, at disse opkøb faldt sammen med en kapitalforhøjelse i ECB, som ganske vist havde været planlagt i et stykke tid med virkning fra den 29. december 2010, hvilket mange opfattede som en hensigt fra ECB’s side om at opbygge en pude til at dække eventuelle tab på de opkøbte statsobligationer. Disse tab blev anslået til fire milliarder euro for Deutsche Bundesbank, som ville blive overført til den fra ECB’s balance og dermed reducere Deutsche Bundesbanks overførsler til forbundsbudgettet med dette beløb. ECB havde naturligvis meddelt, at den ville beholde værdipapirerne i sin portefølje indtil forfaldstidspunktet. Der ville derfor kun opstå et tab, hvis et af landene gik fallit i statsbankerot. Men det kan på ingen måde udelukkes. – Det kostede ECB et tab af tillid, ikke kun i den finansielle verden, men også i offentligheden. Det blev beskyldt for at fungere som et korrektiv (noget, der modvirker, kompenserer, justerer noget, især et handicap) for nogle af dets medlemmers fejlagtige budgetpolitik og for at stille sig til rådighed til dette formål. Den for tidlige tilbagetræden af formanden for Bundesbank, Axel Weber, og cheføkonomen for ECB, Jürgen Stark, var direkte forbundet med denne beslutning fra ECB. Weber og Stark var også offentligt imod opkøb af statsobligationer og insisterede på en præcis adskillelse mellem pengepolitik og budgetpolitik. – I den “mediale behandling” blev der imidlertid ofte ikke taget hensyn til ECB-syndens størrelse. Mens andre centralbanker finansierede ti procent af bruttonationalproduktet og mere på denne måde, finansierede ECB kun lidt mere end en procent; i efteråret 2011 havde ECB 100 milliarder statsobligationer i sin portefølje. ECB påtog sig således naturligvis risikoen for misligholdelse i forbindelse med disse obligationer, som selv eksperter, der sympatiserer med ECB, anslog til over 80 %. Dette er ensbetydende med, at ECB overfører købekraft fra alle ØMU-deltagere til de enkelte ØMU-medlemmer – og ECB har ingen som helst beføjelser i henhold til EU-traktaten til at føre en sådan fordelingspolitik. – Det skal også bemærkes, at når der købes nye udstedelser, strømmer pengene direkte ind i den respektive statskasse. Derimod betyder køb på det sekundære marked, at staten allerede tidligere har fundet en køber til sine gældsinstrumenter. Der strømmer således ingen penge fra centralbanken til et offentligt budget, men til andre markedsdeltagere. Disse kan bruge pengene til andre formål, f.eks. til investeringer, dvs. til at forbedre eller udvide den produktive kapital. Dette fører CETERIS PARIBUS til en styrkelse af konkurrenceevnen, forudsat at kapitalen investeres fornuftigt i ens eget land. Dette modsvares igen med rette af det faktum, at begrebet “sekundært marked” ikke har nogen tidsmæssig definition. En bank kan f.eks. erhverve statsobligationer som primær køber (første køber) og videresælge disse værdipapirer – i et ekstremt tilfælde inden for et sekund – til centralbanken. – På den anden side var kritikken af ECB’s fald i unåde i mange tilfælde ikke så meget rettet mod effekten af foranstaltningerne. Mange så det snarere som en katastrofal fejl i reguleringspolitikken, fordi centralbanken overtog regeringens og finanspolitikkens opgaver. Renterne har trods alt en disciplinerende virkning på kapitalmarkedet. Hvis ECB griber ind på markederne, mindsker det presset på de respektive regeringer til at foretage de nødvendige tilpasninger for at styrke konkurrenceevnen – og dette betragtes med rette som en grundlæggende reguleringsfejl. – Det er imidlertid ubestrideligt, at der på ECB’s balance hober sig flere og flere statsobligationer op, hvis værdi er tvivlsom, og som sandsynligvis ikke engang kan betales ved udløb. ECB har således bevæget sig i nærheden af en bad bank. – I kølvandet på den finansielle krise, der fulgte efter subprime-krisen, blev ECB’s pengepolitik i sidste ende stort set kun en antikrisepolitik. Den følte sig nødsaget til at kompensere for finanspolitikkens fejlslagne resultater. – Det skal dog ikke skjules, at centralbankernes opkøb også blev modtaget med stor glæde, især af politikerne i krisestaterne, fordi de overdrevne beholdninger af statsobligationer i bankernes balancer på denne måde blev reduceret. Det blev også antaget, at ECB ønskede at bruge sine opkøb til at aflaste bankerne i forbindelse med den stresstest, som den europæiske banktilsynsmyndighed gennemfører i 2014. ECB ville med andre ord ikke kun opdage den forkerte udvikling i en bank, men samtidig også fjerne den: en af hovedårsagerne til den tyske offentligheds vedvarende mistro til at placere det europæiske banktilsyn hos ECB. – Se formodning, centralbank, frygt, pervers, opkøb, centralbank, bail-out, bazooka, dækkede obligationer, credit default swap-forbindelser, forbud mod underskudsfinansiering, Elizabeth-spørgsmålet, afpresningspotentiale, euroobligationer, Den Europæiske Monetære Union, fundamental fejl, Den Europæiske Centralbank, ECB’s uafhængighed, lederskab, verbal, vilje til at handle, hegemon, mild, japanisering, Kaldor-Hicks-kriteriet, kredit, titreret, løgn og bedrag-tesen, monetarister, moralsk risiko, lav rente, nuklear option, nulrente, evighedsmaskine, Plan C, renationalisering, monetær, redningspakke, junk bonds, gældsklub, syvprocentsgrænse, repatriering af statsgæld, stabilitets- og vækstpagt, grundlæggende fejl, sydfront, overførselsunion, trojka, omfordeling, centralbankinduceret, aktivafgift, traktattroskab, tillidsboble, monetær union 2, centralbankens omdømme, centralbankkredit, offentlig, sti-inflation, tvangsekspropriation. – Jf. ECB’s månedsoversigt fra juni 2010, s. 24 ff. og s. 33 ff. (den dramatiske situation på de finansielle markeder gjorde angiveligt et hurtigt indgreb fra ECB’s side gennem opkøb af statsobligationer absolut nødvendigt), ECB’s årsberetning 2010, s. 21 (begrundelse for opkøb af obligationer), s. 111 (omfanget af opkøb af dækkede obligationer), ECB Monthly Bulletin fra juli 2011, s. 59 ff. (detaljeret begrundelse for foranstaltningerne; mange oversigter; sammenligninger med Japan og Skandinavien), Deutsche Bundesbank Monthly Bulletin fra november 2011, s. 43 (præmier for statsobligationer fra svinene siden 2009), Månedsrapport fra Deutsche Bundesbank af maj 2012, s. 32 (ECB’s og forretningsbankers opkøb af statsobligationer siden 2008; oversigt), Finansiel Stabilitetsrapport 2013, s. 20 ff. (tillidskrise i ØMU’en og dens årsager), Månedsrapport fra ECB af september 2013, s. 45 ff. (ECB’s udvidelse af balancen siden 2007; oversigter).
Bemærk: Den finansielle encyklopædi er beskyttet af ophavsretten og må kun anvendes til private formål uden udtrykkeligt samtykke!
Universitetsprofessor Dr. Gerhard Merk, Dipl.rer.pol., Dipl.rer.oec.
Professor Dr. Eckehard Krah, Dipl.rer.pol.
E-mailadresse: info@jung-stilling-gesellschaft.de
https://de.wikipedia.org/wiki/Gerhard_Ernst_Merk
https://www.jung-stilling-gesellschaft.de/merk/
https://www.gerhardmerk.de/