Lavrentepolitik (politik med lave renter, politik med lette penge)

Foranstaltninger truffet af centralbanken med det formål at holde renten kunstigt lav. Hensigten er at stimulere investeringer. I mangel af tilsvarende forventninger vil selv en nulrente i princippet ikke tiltrække nye investeringer. Nogle gange ser det ud til, at centralbankfolk glemmer denne ubestridelige kendsgerning. Det er også usandsynligt, at en yderligere rentenedsættelse fra centralbankens side vil have stor effekt, hvis renteniveauet allerede er lavt; med andre ord er centralbankens rentepolitik begrænset. — Det kan dog hævdes, at den lave rente vil øge arbejdsløsheden. For hvis reallønnen ikke falder i samme omfang som kapitalomkostningerne – og det er reglen i betragtning af arbejdsmarkedets stivhed – vil mange virksomheder erstatte arbejdskraften med den nu billigere kapital. Det er primært arbejdspladser i lavtlønssektoren, der vil gå tabt. – Så kanaliseres de “billige penge” til anvendelser, der giver et forholdsvis lavt afkast (fast ejendom, “cementguld”) i stedet for til langsigtede (ikke-kurante) vækstfremmende investeringer med henblik på innovationer i produktionen og produktet; de knappe faktorer når således ikke længere frem til den bedste vært (til den mest fordelagtige ressourceallokering) via renteallokeringsfunktionen. Da ECB under finanskrisen efter subprime-krisen holdt renten meget lav, gældsatte mange private husholdninger i Tyskland sig og investerede pengene spekulativt i fast ejendom, også i udlandet, som indtil da havde været billigere – f.eks. i Irland og Litauen – hvilket fik ejendomspriserne til at stige kraftigt i vejret der. Kapitalen flyder således til mindre produktive og/eller risikable anvendelser. – Desuden stimulerer lave renter luksusforbrug. Private husholdninger låner billigt, f.eks. for at tage på en jordomrejse. Og fordi det ofte slet ikke kan betale sig at spare op – inflationen er højere end renten på opsparinger – vil de private husholdninger alligevel forbruge mere, og det sker med vidtrækkende konsekvenser på bekostning af syge- og alderdomsforsorg. – Med frie kapitalbevægelser vil carry trades bruge de billige penge indenlandsk – f.eks: Japan omkring 2000, Vesteuropa omkring 2009 – og investere dem i udlandet til højere renter (højere rentebærende) – på daværende tidspunkt: primært i statsobligationer i USA. Desuden vil internationalt aktive virksomheder også kanalisere de midler, der er rejst til lave renter, til tilknyttede virksomheder i udlandet. Som følge heraf falder landets valutakurs med lavrentepolitikken; importen – i Japan omkring 2000: olie, fødevarer – bliver dyrere, og dermed stiger leveomkostningerne også. Dette rammer imidlertid primært modtagerne [CH: Bezüger] af de lavere indkomster: der sker en omfordeling af indkomsten. – Den finansielle historie kan på overbevisende vis vise, at lave renter tilskynder regeringer til at optage yderligere gæld og til at uddele de lånte penge til vælgerne – især i forbindelse med forestående valg. Sådanne valggaver bidrager sjældent til en stigning i den økonomiske produktivitet. – Aktieselskaber optog regelmæssigt billige lån i tider med lave renter for at købe deres egne aktier tilbage med pengene; på denne måde drives aktiekurserne kunstigt op. – Desuden betyder de renter, der holdes lave af pengepolitikken, også tab på private husholdningers bankindskud. De får nu kun meget få renter på deres indskud. Ifølge præcise beregninger mistede de tyske borgere ca. 58 mia. EUR om året på grund af de lave renter på bankindskud i forbindelse med centralbankens lavrentepolitik til håndtering af den finansielle krise, der blev udløst af subprime-krisen. Det betyder, at gruppen af opsparere og dem, der betaler til deres alderspension, måtte bære hovedparten af finanskrisen (af nødvendighed), hvilket ofte slet ikke nævnes. – Der skal også tænkes på velgørende foreninger og fonde, hvis kapital nu giver mindre afkast. De er nu nødt til at reducere deres tjenester, f.eks. tildeling af stipendier, til skade for samfundet som helhed. – Men forsikringsselskaberne og især livsforsikringsselskaberne kommer også let i en vanskelig situation som følge af lavrentepolitikken. Det skyldes, at forsikringsselskaberne traditionelt giver deres kunder en livslang rentegaranti i deres kontrakter. Nu kan forsikringsselskaberne imidlertid kun investere de løbende indkomne præmier til en rente, der ligger langt under den garanterede rentesats. I lyset heraf kræver den føderale finanstilsynsmyndighed (BaFin), at tyske forsikringsselskaber skal holde særlige reserver for at kunne opfylde de ydelser, der er garanteret deres kunder; i henhold til den gældende lovgivning er det praktisk talt umuligt for forsikringsselskaberne at reducere de garanterede renteforpligtelser. Dette stiller de tyske forsikringsselskaber ringere i konkurrencen på det stærkt konkurrenceprægede internationale marked for forsikringstjenester. – Endelig driver lavrentepolitikken råvarepriserne op. Det skyldes, at forsikringsselskaber og pensionsfonde i deres desperate søgen efter afkast investerer en del af deres aktiver i råvareterminmarkederne. – Når alt kommer til alt, er lavrentepolitik økonomisk ubetydelig, og den kan have en ødelæggende effekt på socialpolitikken. Desuden kan man næppe forudse dens langsigtede virkninger. Hvis renterne fratages deres funktion som pris for kapital, vil det føre til desorientering (generel forvirring om finansielle beslutninger og generelt om, hvordan man skal handle økonomisk) på finansmarkedet, og det er meget sandsynligt, at der vil opstå så kraftige forvridninger i økonomien som helhed som følge heraf. – Se overdrivelse, centralbank, opkøb, centralbank, distributionsstop, konsekvensanalyse af langtidsgarantier, byggeselskabskontrakt, oversparing, boble, spekulation, bobeldannere, carry trades, cash flow-effekt, kostudbytte, ekspropriation, kolding, finansialisering, finansielle investeringer, fragmentering, penge, billige, pengeoverskud, ejendomsboble, krise, centralbankinduceret, likviditetsfælde, løgn-og-svindel-tese, negativ rente, nulrente, Phillips-sætningen, kvantitativ lempelse, yield chasing, undertrykkelse, finansiel, gældsnarkomani, subprime-krise, stealth-politik, vault boom, omfordeling, centralbankinduceret, forfatningsmæssig artikel et, gældsstimulans, sti-inflation, renteforskel, rente, naturlig, rente, rente, holdt lav, rentetildelingsfunktion, rentestimulans, rentenedsættelsespolitik, rentesikringsreserve, zombiebank. – Jf. rapporten om finansiel stabilitet 2010, s. 102 f. (Virkninger af en lavrentepolitik på livsforsikringsselskabernes risikovillighed), rapporten om finansiel stabilitet 2012, s. 42 ff. (Lavrentepolitik tilskynder til at tage større risici; forsikringsselskaber er særligt berørt af lavrentepolitikken), ECB’s månedsoversigt fra august 2013, s. 50 ff. (udviklingen på aktiemarkedet under lavrentepolitikken; mange oversigter), Financial Stability Report 2013, s. 54 (problemer for byggeselskaber i lyset af de lave renter), s. 118 ff. (problemer for forsikringsselskaber), BaFin’s årsberetning 2013, s. 133 (beregning af femårige prognoser inden for rammerne af det forebyggende tilsyn med forsikringsselskaber og pensionskasser i lyset af lavrentemiljøet).

Bemærk: Den finansielle encyklopædi er beskyttet af ophavsretten og må kun anvendes til private formål uden udtrykkeligt samtykke!
Universitetsprofessor Dr. Gerhard Merk, Dipl.rer.pol., Dipl.rer.oec.
Professor Dr. Eckehard Krah, Dipl.rer.pol.
E-mailadresse: info@jung-stilling-gesellschaft.de
https://de.wikipedia.org/wiki/Gerhard_Ernst_Merk
https://www.jung-stilling-gesellschaft.de/merk/
https://www.gerhardmerk.de/